Den amerikanske præsident Donald Trumps administration har torsdag lempet nogle sanktioner mod Venezuelas olieindustri.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Trump-administrationen vil gerne udvide olieproduktionen i Venezuela, efter at amerikanske specialstyrker i begyndelsen af januar afsatte Venezuelas præsident, Nicolás Maduro.
Det amerikanske finansministerium har udstedt en generel licens, der godkender transaktioner, som involverer Venezuelas regering og det statslige olieselskab PDVSA.
Det gælder blandt andet udvinding, eksport, køb, salg, raffinering og transport af olie med oprindelse i Venezuela.
Beslutningen om at udstede en generel licens markerer et skifte fra en tidligere plan om at give individuelle undtagelser fra sanktionerne til virksomheder, der ønsker at gøre forretninger i landet.
Olieproducenterne Chevron, Repsol og ENI har i de seneste uger søgt om licenser til at udvide olieproduktionen eller eksporten fra Venezuela.
Torsdag har Venezuelas parlament desuden vedtaget et lovforslag, der åbner landets olieindustri for private investorer, skriver nyhedsbureauet AFP.
Dermed bliver årtiers stram statslig kontrol med udenlandske investeringer i oliesektoren rullet tilbage i Venezuela. Venezuelas midlertidige leder, Delcy Rodríguez, kalder det historisk.
Den nye lov fastslår, at private virksomheder med base i Venezuela vil kunne udvinde olie uden at skulle samarbejde med det statslige energiselskab PDVSA.
Efter at USA tog Maduro til fange og bragte ham med til USA har amerikanske embedsmænd sagt, USA vil lempe de sanktioner, der er pålagt Venezuelas oliesektor.
Delcy Rodríguez er under pres fra USA's præsident for at give amerikanske oliegiganter adgang til Venezuelas værdifulde undergrund.
Trump har støttet Rodríguez, selv om hun var Maduros vicepræsident, på betingelse af, at hun følger den amerikanske præsidents dagsorden.
Venezuelas oliereserver er verdens største, og landet sidder på cirka en femtedel af verdens samlede reserver. Landet udvinder dog kun knap én procent af den olie, der udvindes på globalt plan.
Trump har ikke lagt skjul på, at han ønsker at have fuld adgang til Venezuelas råolie.
/ritzau/
