En mand, der er ansat på det tyske medie NDR, forsøgte onsdag at hejse det amerikanske flag i Grønlands hovedstad, Nuuk.

Det skriver Jyllands-Posten, som har fået bekræftet oplysningen af NDR.

Manden - den tyske komiker Maxi Schafroth - forsøgte at hejse flaget som en del af en optagelse til satiremagasinet "Extra 3", hvor han er ansat, lyder forklaringen fra NDR.

NDR oplyser i en skriftlig kommentar til Ritzau, at vedkommende lod som om, at han ville hejse flaget. Han fik en bøde på stedet.

Onsdag skrev flere medier, at en ukendt person forsøgte at hejse et amerikansk flag i Grønland. En fotograf fra nyhedsbureauet AFP tog også billeder af hændelsen.

Grønlands Politi bekræftede ligeledes over for TV 2, at en person havde forsøgt at hejse flaget.

Alt forløb fredeligt, da personer på stedet stoppede ham. Politiet ankom først til stedet bagefter.

Flagstangen står ved kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Hændelsen udløste "heftige reaktioner" på sociale medier i Grønland. Det skriver den grønlandske influencer Orla Joelsen på X.

Han har også kritiseret forsøget på at hejse flaget.

- Hvis I ikke respekterer vores værdier, hvorfor er I så i Nuuk?, lyder det fra Orla Joelsen.

Satireprogrammet skulle handle om USA's handlinger over for Grønland, oplyser NDR i en skriftlig kommentar.

På intet tidspunkt var det intentionen at give indtryk af, at satiren var rettet mod grønlænderne.

Derfor beklager programmets redaktion, hvis man har efterladt det indtryk.

Der har siden starten af året været fornyet fokus på den amerikanske præsident, Donald Trumps, ønske om at få kontrol med Grønland.

/ritzau/